De 4 bedste bøger om tech og produktudvikling fra 2024
Bogåret 2024 er færdigt for mit vedkommende, og jeg har samlet et overblik over årets 4 bedste bøger. Bl.a. om AI-kritik, krypto-entusiasme og kulturchock.
Read Write Own: Building the Next Era of the Internet (Chris Dixon)
Lad mig være ærlig: jeg er ikke den store kryptofan. Men det er Chris Dixon. Og i Read, Write, Own kommer han med et troværdigt bud på, hvorfor Blockchain er fremtidens internet.
Bogen fungerer som en god intro til blockchain, og hvordan blockchain adskiller sig fra andre computerplatforme. Men mest af alt er den et ideologisk argument for, hvordan blockchain kan og bør være løsningen på mange af de udfordringer, som tech-branchen og samfundet står med i dag.
Selv gik jeg ikke fra bogen med en fornyet tro på, at blockchain-baserede produkter står foran et stort gennembrud (eller et ‘iPhone moment’ som Dixon kalder det). Men jeg gik fra bogen med en bedre forståelse for, hvad der skal til før blockchain-baserede teknologier bliver bredere adopteret.
På den måde er bogen interessant selv for kryptokritikere. Fordi den tegner et billede af, hvad det vil betyde for tech-industrien, hvis nu sådan nogle som mig tager fejl.
AI Snake Oil: What Artificial Intelligence Can Do, What It Can’t, and How to Tell the Difference (Narayanan & Kapoor)
Hvor jeg nok er kryptoskeptiker, er jeg modsat AI-entusiast. Og for en, der dagligt arbejder med AI-produkter, var AI Snake Oil et forfriskende kritisk syn på mit fagområde.
Bogen har en god gennemgang af hele AI’s historie og en kategorisering af forskellige former for AI. Ud fra dette kommer forfatterne så frem til en ret overbevisende argumentation for, hvilke typer af AI-produkter der ‘sælger slangeolie’ (slang for mirakelmidler uden virkning).
Man behøver ikke være AI-nørd for at kaste sig over AI Snake Oil. Bogen er dejlig pædagogisk og fyldt med gode cases. Mit bud er, at de fleste vil kunne gå fra denne bog med en bedre forståelse for, hvad AI kan (og nok særligt ikke kan) bruges til.
Play Nice: The Rise, Fall, and Future Of Blizzard Entertainment (Jason Schreier)
Play Nice er fortællingen om en af historiens mest succesfulde og tumultariske tech-startups. Bogen gennemgår Blizzard Entertainments historie fra stiftelsen i 1991 til Microsoft-opkøbet i 2023. Det er en historie om skabelse og storhed og om salg og forfald.
Men mest af alt er Play Nice en fortælling om virksomhedskultur. Om hvor vigtigt kultur er i en startup-virksomhed. Hvordan kultur manifesterer sig i ens produkter. Hvordan kultur bliver udfordret ved opkøb. Og hvordan dén samme kultur, der skaber din succes, også kan blive din hæmsko.
En lærerig bog for enhver, der arbejder med at forme kulturen i et (mandsdomineret) start-up eller scale-up.
The Best of Lenny's Newsletter: Volume 1 (Lenny Rachitsky)
Hvis du bare er en smule interesseret i produktudvikling, er du nok stødt på Lenny Rachitsky. Hans podcast (Lenny’s Podcast) udkommer to gange om ugen med interviews med nogle af de dygtigste produktudviklere fra hele verden. Hans nyhedsbrev (Lenny’s Newsletter) deler modeller, frameworks og andre værktøjer fra samme produktudviklere. Det er rent guld!
Bogen er egentlig blot en samling af de 25 bedste artikler fra hans nyhedsbrev. Den udkom i få eksemplarer, så den fysiske kopi er svær at få fingre i. Men du kan få adgang til alle artiklerne ved at købe et digitalt abonnement til Lenny’s Newsletter.
Bogen (og Lennys indhold generelt) er måske ikke det mest begyndervenlige stof. Men er du allerede habil produktudvikler eller bare semi-ny i start-ups, indeholder de 25 artikler alle de værktøjer og modeller, der skal til for at flytte allerede dygtige produktudviklere til at blive geniale produktudviklere.
… eller se de tidligere 'vindere' fra 2023, 2022, 2021, 2020 og 2019